tirsdag den 4. august 2020

Sommer i min have

Sommeren er endelig nået til min lille have - efter en kold og våd juli er vejret igen til havehygge og nydning. Der er dog en god ting ved en kølig sommer - det hele gror supergodt, der er ingen tørre pletter og visne stauder :-) se bare denne Marguerit i den sarte lysegule farve - den blomstre fint og står rigtig længe. 

Da jeg plantede den var jeg meget i tvivl om det var en sort der kunne overlever - jeg har ikke alt for gode erfaringer med margueritter. Jeg synes tit de er lidt sarte overfor kulde og fugt om vinteren, men denne her er bare blevet flottere og flottere :-)


I bedet som jeg lavede for et par år siden med en Tibetansk Kirsebær er denne skønhed flyttet ind - det er en Engelsk Rose, der hedder 'Crown Princess Margaret' - den trives fint selvom kronbladene i lige denne blomst har taget lidt skade af for megen regn :-)

Bedet startede som en cirkel på ca 1 meter men er nu vokset til 2 meter i diameter og foruden rosen her er der plantet Dagliljer, Gule Rølliker og en Perlebusk. Det er meningen at bedet skal blive lidt større efterhånden som buskene og roserne vokser til.



 
På gårdspladsen er der en enkelt pergola og i den vokser der bl.a. denne Clematis 'Jackmanii'. Jeg klipper den ned i 30 cm højde hvert forår og alligevel når den op i 2 meters højde inden den blomstrer her i juli og august. 

I mit lille drivhus har jeg i år denne tigerstribede tomat - den bliver mere gul/orange/inden den er moden.

tirsdag den 15. januar 2019

Erantis igen

De første små Erantis er i blomst.. Dejligt med lidt kulør på hverdagen. Som i øvrigt er blevet et kvarter lysere og efter en noget blæsende start på året var der en dejlig havedag med sol og næsten stille vejr.


Også vinterjasminen står i fuld flor - en noget riset vækst og egentlig ikke særlig køn som busk/klatreplante med det er bare ikke til at undvære den fine blomstring på den her tid af året.


Der blev ryddet lidt op i indkørslen så når der kommer 15-18 spejdere her onsdag aften ser der nogenlunde ud. Enkelte pyntefigurer der er skadet af frost eller bare har knækket noget af blev smidt ud - jeg må snart i genbrugsbutikker igen for at finde nye figurer eller "ting" til haven.

Mange af de ting der står og pynter mellem planterne er loppefund eller genbrugsguld, der bare giver lidt humor og et smil når jeg går min daglige haverunde eller gæster kommer forbi.

torsdag den 3. januar 2019

Nytår og start på et nyt haveår



En lun jul, næsten uden frost og kun med enkelt cm sne, er slut og et nyt haveår er her. Efteråret blev lunt, med masser af aktivitet, men desværre ikke så meget i haven, mere på arbejde og med alt det andet der fylder i mit liv.


Jeg nåede gennem de fleste af bedene og i et mørkt hjørne under en gammel Ask og blev der plads til 4 Cotoneaster 'Coral Beauty' som er en god bunddækkeplante - ikke så spændende, men hårdfør og nøjsom. Og hellere en lidt kedelig plante der trives end en spændende plante der ikke gror godt:-)


I det røde bed fandt jeg plads til en anden eminent bunddækkeplante - Kæmpestenbræk - der med store stedsegrønne blade og rosa/røde blomster i maj skal dække jorden under Sydbøgen der står der.


Sammen med Rhododendron har jeg en efterhånden næsten 20 år gammel Troldnød  - den er fuld af store flotte knopper, der er klar til det bliver forår - allerede i marts springer de ud og lyser op sammen med krokus, vintergækker og de første påskeliljer.



I fødselsdagsgave (for et halvt år siden) fik jeg bl.a. denne mejsekasse og den blev sat op i Sydbøgen - så kan de små blå mejser bare flytte ind :-)



I køkkenhaven står der stadig masser af persille - det har fået lidt rimfrost på i nat - 4 minusgrader stod der på termometeret i morges - men det ser egentlig meget fint ud  - og persillen har ikke taget skade




Der blev gjort rent i hønsehuset - og det giver gødning til køkkenhaven 


Oprydning i hønsegården - der ligger en stor bunke gamle grene og sammen med noget halm fra hønsehuset blev det til et stort bål - og når vi bor så langt så langt ude på landet som vi gør er det heldigvis stadig lovligt


onsdag den 26. september 2018

Sensommer i gult

På gårdspladsen - eller det der var gårdsplads dengang der var landbrug her på stedet - har jeg forsøgt at holde det hele i gult.


 Her er det en Skønhedsøje i lysgul - jeg er så heldig at bo i nærheden af en specialplanteskole hvor der er mange anderledes stauder. Der finder jeg nogle slags man ellers ikke ser i planteskolerne.

Sommeren igennem har der været blomster, både en-årige og stauder. Her er både Stedmoderblomster og Morgenfruer, Tallerkensmækkere og Solsikker. Tallerkensmækkerne er fra et brev med blandede farver og her er det en af mørkorange der stadig blomstrer


På planteskolen faldt jeg over denne lille skønhed - en Ginkgo biloba 'Yellow Mellow', Den ligner den almindelige Ginkgo - men bliver kun et par meter høj og så har den de her sjove gulstribede blade. 




søndag den 22. april 2018

Nye blomster hver dag

Det er en fornøjelse at komme hjem fra arbejde og gå en "inspektionsrunde" i haven. Nærmest hver dag er der nye blomster og spirer. I dag er mirabelletræerne sprunget ud og hvis ellers vejret holder er der håb om mange mirabeller til august/september.






























På gårdspladsen, der ellers mest er gul, plantede jeg for 4-5 år siden en lille Stjernemagnolie. Den er også sprunget ud idag - med de yndigste kridhvide blomster. Og det ser fint ud i kontrast til de gule Påskeliljer der står rundt om Magnolien.


For mange år siden - 25-30 år måske - satte jeg ti Påskeliljer af sorten 'Ice Follies' - de står stadig troligt og blomstrer hvert år og der bliver flere og flere af dem. Det er det skønne ved Påskeliljer i modsætning til Tulipanerne, at de kommer år efter år og bare bliver flere og flere.



Normalt ser man blomster som store, farverige og iøjnefaldende, men den Askbladede Løn, Acer negundo blomstrer også, men med bittesmå duske af blomster. Helt uanselige og anonyme men tæt på bliver de rigtig spændende at se på.



tirsdag den 17. april 2018

Tid til gødning

En dag med super godt vejr - i går eftermiddag og aften kom der en lille smule regn, men idag har vi da haft det skønneste forårsvejr. Drivhuset er gjort klar til nye plantesække og tomatplanter. Det er for tidligt endnu men det er godt at få gjort klar. Krydder urtebedet blev også gjort klar med frisk kompost. Det er kun purløg og oregano der har overvintret så der skal plantes nyt i år.



Græsset gror og det hele grønnes - de første der har fået blade her hos os er Fjeldribsene - de står som en uklippet hæk ud mod vejen. Den er ca. 2 m høj og bred og er et godt sted for mange af småfuglene, at bygge rede og gemme sig for huskatten. Også solsortene nyder godt af hækken og det grønne græs, når der skal samles redemateriale.



Hvor der for 14 dage siden var hvidt af vintergækker er det nu påskeliljerne der lyser gult, både de små tete á tete, de vilde selvsåede og de store mørkegule. 
Rip van Winkle hedder den lille dobbelte påskelilje

I dag fandt jeg også posen med gødning frem og fik givet hele haven første omgang næring i år. Jeg giver ikke så meget af gangen, da det meste af jorden her er meget sandet og derfor ikke holder så godt på gødningen. Så jeg giver lidt, men tit. Ca. hver 3. uge går jeg turen rundt med gødningsspanden. Også bedet med rabarber og ramsløg fik gødning.

onsdag den 11. april 2018

Ny i haven

Der er kommet en ny 'beboer' i haven - en Tibetansk Kirsebær, et fint lille træ med kobberfarvet bark med tværstriber. Det er et træ der har stået på ønskelisten i flere år og i efteråret faldt jeg over et fint lille træ i planteskolen. Det har knebet lidt med at finde den rette placering til træet men i dag blev beslutningen taget og der blev gravet ud til et nyt bed på gårdspladsen med træet som midterplanten og så er det meningen bedet skal fyldes op med stauder og stenbedsplanter. I første omgang blev der plantet en buket tulipaner. De fås jo med løg på og er lige til at plante ud. 


 Et andet sted i haven er den første påskelilje sprunget ud - endnu et skønt forårstegn. Også selvom påsken er overstået. Em del af påskeliljerne i min have er gamle selvsåede, vilde arter af den gule narcis. De er mindre og lysere i farven, men stadig yndige.



I baghaven lavede jeg sidste forår en lille sti gennem det store staude og rosenbed - den blev ret flot synes jeg selv :-)



Peberbusken er lige nu i fuldt flor - masser at lilla duftende  blomster. En skøn farve i mellem alle de gule og blå forårsblomster der ellers er i haven. Jeg har nogle stykker af dem i haven og jeg synes der nærmest uundværlige